Mindre forurening, der bruger ilt
I 1970’erne så det sort ud for Gudenåens vandløb. I dag renses spildevandet bedre, og dyrelivet kan igen ”få vejret”.
Billedtekst: Søholt Renseanlæg i Silkeborg behandler spildevand svarende til cirka 64.000 personer om året.
1970’erne var en iltfattig tid
Begyndelsen af 1970’erne var en tid med mange strækninger i vandløbene, som blev tegnet med rødt på kortene. Alarmfarven viste, at her var der dårlig miljøkvalitet.
Dyrelivet var stærkt påvirket af iltforbrugende stoffer fra byspildevand, spredte huse og møddinger og fra de 71 dambrug i oplandet. Det var især mindre vandløb, som havde det skidt.
Dengang blev kun cirka 57 % af spildevandet renset mekanisk-biologisk. 5 % af spildevandet blev udledt helt urenset og 38 % var kun mekanisk.
Mindre end 0,5 % af spildevandet blev renset mekanisk-biologisk-kemisk — dvs. i alle de 3 trin, som er normalt i dag.
Dyrelivet kan igen ånde frit
Bedre rensning af spildevandet og håndtering af gødning fra husdyr betyder, at vandløbskortene i dag er uden røde strækninger. Hertil kommer, at mange dambrug er nedlagt, og de dambrug, der er tilbage, forurener ikke så meget som førhen.
Centrale anlæg
Rensningen af byspildevandet i Gudenåsystemet sker i dag på cirka 50 store og centrale renseanlæg. Det største anlæg er Randers Renseanlæg, der renser spildevand fra huse og industri svarende til 150.000 personer (PE).
De store renseanlæg er meget mere effektive end de små anlæg, som efterhånden er ved at være nedlagt.
Næsten al spildevandet renses i dag mekanisk-biologisk-kemisk (MBKND) for partikler, organiske stoffer, fosfor og kvælstof.
Rensningsprincipper
1. Mekanisk rensning (M)
Først løber spildevandet gennem en rist, der fanger store urenheder som sten, toiletpapir og det affald, som folk har smidt i toilet og afløb i stedet for affaldsspanden (f.eks. brugte vatpinde og hygiejnebind). Derefter bundfældes tunge partikler (f.eks. sand og jord) i et sandfang og i forklaringstanke. Lette partikler (f.eks. fedt) skummes af overfladen.
2. Biologisk rensning (B)
I andet trin omsætter bakterier og andre mikroorganismer de organiske stoffer i spildevandet (toilet- og madrester m.m.). Processen bruger en masse ilt, som tilføres ved at piske eller blæse luft ned i spildevandet. Hvis spildevandet ikke blev renset biologisk, ville de organiske stoffer rådne i naturen og bruge ilten i vandet.
3. Kemisk rensning for fosfor (K) og fjernelse af kvælstof (ND)
I tredje trin fjernes 90-95% af fosforen og 80 % af kvælstoffet i spildevandet. Det gælder for de renseanlæg, der er indrettet til fuld næringsstoffjernelse.
Fosfor kan fjernes ved at tilsætte jern- eller aluminiumssalte til spildevandet. Fosforet udfældes som fosfat i bakterieslammet, der kan bruges som fosforgødning.
Kvælstof fjernes af bakterier og mikroorganismer. Først bruges ilt til at omdanne spilde¬vandets indhold af ammoniumforbindelser til nitrat (nitrifikation N). Bagefter omdanner andre bakterier nitrat til frit kvælstof, der frigives til luften (denitrifikation D). Ammonium og nitrat er kvælstofholdige næringsstoffer. De giver sammen med fosfor øget vækst af alger og iltsvind i søer og havet. Derfor skal de fjernes fra spildevandet. Frit kvælstof er en farve- og lugtfri gas, som er uskadelig. Den luft, vi indånder, indeholder i forvejen 80 % frit kvælstof.
I 1970’erne var mange af Gudenåens vandløb påvirket iltforbrugende organiske stoffer. Fedtstoffer, rester af afføring og andet grums fra husspildevand, blod fra slagterier, saft fra møddinger og meget mere blev ledt ud og rådnede på bunden af vandløbene. Tegning Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.
I dag er der masser af ilt til vandløbenes smådyr og fisk. Tegning Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.
