Billedtekst: Ved Silkeborg midtvejs mod havet strømmer vandet til Gudenåen fra de høje skovklædte bakker. I forgrunden ses Silkeborg Langsø, i baggrunden skimtes fra højre Almind Sø, Brassø, Borresø og længst borte Julsø. Foto: Jens Muff Hansen, Naturplan.
Gudenåens afvandingssystem, eller opland, er som et kæmpestort, aflangt vandfad. Vandet fra nedbøren samles i riller som vandløb og i fordybninger som søer, før det løber ud i den laveste ende mod nord.
I alt er Gudenåens opland 2.600 km2. Det svarer til 10 % af Jyllands areal. Og regner vi Randers Fjord med, er oplandet 3.200 km2.
Vandet kommer fra sandede heder i vest, frodige bakker i øst — og fra marker, enge, moser, store skove og mange byer. Noget af det, der findes her af næring, sand og alle mulige andre stoffer i jordbunden og oven på veje og pladser, ender til sidst i vandløbene.
På vej mod havet samles vandet i vildsomme bjergbække i dybe slugter øverst på bakkerne, i rolige åer, der flyder gennem brede floddale, som Nørreåen, i hurtigt strømmende åer som Funder Å, i dybe søer som Hald Sø (der er 30 meter dyb!), i søer med krystalklart vand og sjældne planter som Tingdalsøerne, Almind Sø og Slåen Sø — og i masser af søer med næringsrigt og mere uklart vand.
Til sidst, ude i Randers Fjord, blandes Gudenåen med Kattegats havvand — i et stort deltaområde, hvor saltindholdet hele tiden skifter afhængigt af vejr og vind.
