Trin for trin - ned mod havet

Gudenåen begynder i 65 meters højde ved Tinnet Krat. Herfra strømmer vandet i mange små og store trin og sving ned mod havet.

Profiltegning, der viser Gudenåens trin på sine 160 kilometers længde ned mod havet fra 65 meters højde ved Tinnet krat til udløbet ved Randers Fjord
Figuren viser Gudenåens vej fra udspringet ved Tinnet Krat ned til udløbet i Randers Fjord. De stejleste strækninger findes nærmest kilden, mellem Vestbirk og Mossø og skjult på bunden af den opstemmede Tange Sø. Ved Ulstrup, mere end 20 km fra Randers Fjord, når åens bund ned i niveau med havets overflade. Profilen er tegnet ud fra oplysninger om beliggenheden af åens bund og søernes overflader i forhold til højden over havet. Grafik: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan. Se figuren i stor størrelse her.

En stor vandrutsjebane

Ved kilden øverst oppe ved Tinnet Krat går det stærkt ned ad bakke for Gudenåen. Ved Vestbirksøerne omtrent 40 km fra udspringet er vandet nået ned til 40 meter over havet. Det svarer til et fald på cirka 60 cm per km.

Fra Vestbirk til Voervadsbro er faldet over 2 meter per km. Her hvirvler åen nedad mange steder. Prøv selv at lytte til åen i Voervadsbro. Man hører tydeligt vandet strømme hen over grus og sten. Forbi Vilholt er der også godt gang i vandstrømmen.

Ved søerne er der ro på

Ved udløbet i Mossø ligger åen cirka 20 meter over havet. Herfra sniger den sig mere end 30 km hen til Silkeborg gennem Gudensø og Julsø og de andre store søer i Søhøjlandet.

Det næste store fald i Gudenåen ligger på bunden af Tange Sø. Faldet er 10,5 meter, men det udløses først ved dæmningen for enden af søen ved Tangeværket.

Åen kan også dykke

Ved Ulstrup dykker åens bund ned under havets overflade. Der er ikke flere trin ned ad bakke. Så herfra skal vandet presse sig de sidste 20 kilometer forbi Randers ud til Randers Fjord alene ved hjælp af vægten fra det overskud af vand, som skubber på længere inde fra oplandet. Det giver stor risiko for oversvømmelser, fordi åen ikke ligger ret dybt i sit leje i den nedre del af ådalen.

Fold alle ud

På tegningen neden for kan du få en idé om, hvorfor en vandløb altid ender med at sno sig gennem landskabet. Svingene i et vandløb opstår naturligt ved at vandet hele tiden forsøger at finde den nemmeste vej nedad. Det løber aldrig lige ud. Er jorden lidt blødt i den ene side af vandløbet, drejer vandet måske derover. Med tiden gnaver vandet sig ind i brinken og laver et sving. Til sidst kan vandet skære gennem svinget, og der opstår en krogsø. Vandløbets ”lyst” til hele tiden at lave sving kaldes meandrering. Tegning: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.

Tegning, der viser, hvordan der opstår sving langs åen

Det er ikke kun mængden af vand, der afgør, om et vandløb er en flod. Dyrelivet skal se ud på en bestemt måde. Forskere har fundet flere arter vandinsekter i Gudenåen, som kun lever i vandløb, der regnes for floder. Det gælder blandt andet grøn kølleguldsmed og flodarter af døgnfluer, slørvinger og vårfluer. Du kan se nogle af smådyrene her neden for.

Foto af grøn kølleguldsmed
Grøn Kølleguldsmed - findes den, så er åen en flod. Foto: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan

Tegning af døgnflue, som typisk lever i floder
Døgnfluen Hetagenia flava – findes den, så er åen en flod! Arten er en stor og smuk ”majflue”. De brede og flade larver lever på bunden af åen og klækker til voksne insekter, der flyver i maj. Tegninger: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.