Vandløb, der snor sig frit

Mange af Gudenåens vandløb har fået deres naturlige løb med sving og gydegrus tilbage. Og nye stryg og omløb er lavet ved de gamle opstemninger.

Foto af den rivende strøm gennem den restaurerede døde å i slugten vest for Vestbirksøerne
I 1992 blev den ”døde” Gudenå rundt om Vestbirksøerne genoplivet med nyt vand. Billedet viser åen i sin genskabte storhed i slugten ved Den genfundne Bro i 2014. Foto: Jens Muff Hansen, Naturplan.

En god fysik er vigtig

Mindre forurening er et vigtigt skridt på vejen mod god tilstand i vandløbene. Men der skal også være gode fysiske forhold for at planterne og dyrene kan trives.

Rørlagte og ”døde” vandløb er vakt til live

Nogle af Gudenåens vandløb er ført tilbage til deres oprindelige tilstand. Rørlagte vandløb har igen set dagens lys, for eksempel Hulbækken ved Them, selvom mange stadig ligger gemt under jorden. Og de fleste af de ”døde åer” som lå tilbage, efter at vandet var tappet til kraftværkssøerne efter 1. Verdenskrig, har også fået gang i vandstrømmen.

Nye sving og gydegrus

De fleste af vandløbene har været kraftigt oprenset og mange er udrettet eller omdannet til kanaler. De største uddybninger skete i Gudenåen mellem Tange og Randers i 1920’erne og 1930’erne efter bygningen af Tangeværket.

Men også her er retningen nu blevet en anden. Mange vandløb svinger sig igen afsted og der er lagt tonsvis af gydegrus ud til laksefisk, hvor man før rensede bunden op. Og nogle steder har vandløbene fået hævet bunden, så de igen kan oversvømme engene langs med bredderne.

Selvom der er gjort meget, er der dog stadig et stykke vej, før især de mindre vandløb igen har opnået god miljøtilstand.

Fold alle ud

Tegning, der viser mange levesteder og masser af planter og dyr i et naturlgt vandløb
Et godt vandløb skal se ud, som naturen selv har skabt det.

Der skal være mange sving. Yderst i svingene farer vandet afsted som på en racerbane og graver dybe huller i bunden, og inderst kan vandet stå næsten stille, som i en rolig vig.

Der skal være store sten, udhængende brinker og blottede trærødder, som fisk kan gemme sig bag. Der skal være fast bund i forskellig dybde, hvor vandplanter af alle slags kan slå rod og vokse op. Og ind imellem skal grusbanker skyde ryg og skubbe vandet hen over sig i vilde hvirvler, så det presser ilt langt ned i bunden til fiskeæg og smådyr.

Alt dette er helt modsat de oprensede og udrettede vandløb. Her glider vandet som regel sløvt afsted hen over en ensartet sandbund, som er næsten uden liv af planter og dyr.

Tegning: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.