Billedtekst: Nogle af de mange påvirkninger af Gudenåens vandsystem. Tegning: Stig Bachmann Nielsen/Naturplan.
Forurenende stoffer
I 1970’erne og 1980’erne blev der ledt store mængder organisk stof, eller ”skidt og møg”, ud i Gudenåens vandløb fra huse, møddinger og gylletanke. Omsætningen —”forrådnelsen” — tappede ilten fra vandet til skade for smådyr og fisk.
I dag renses spildevandet bedre, og den organiske forurening er blevet meget mindre. Men der udledes stadig for meget kvælstof og fosfor med spildevandet og fra landbrugets marker.
Kvælstof og fosfor er næringsstoffer, som fører til ekstra vækst af alger, uklart vand og dårlige iltforhold i søerne og Randers Fjord.
Førhen endte kviksølv og mange andre miljøfarlige stoffer fra industri og landbrug i Gudenåen. Nogle søer og Randers Fjord forurenes stadig med miljøfarlige stoffer, og en del er ophobet i bunden af søerne og fjorden fra tidligere tiders udledninger.
Fysiske påvirkninger
Mange af Gudenåens vandløb er påvirket af opstemninger, grødeskæring, oprensninger og rørlægning. Men langt mindre end for få årtier siden. De fleste store opstemninger er fjernet, og når der skæres grøde, sker det miljøvenligt af hensyn til planter og dyr.